Dyrene på Tudsegård
Om dyrene på Tudsegård – Happyhorses
På Tudsegård hvor jeg arbejder, har vi hunde, høns og heste. For ikke at tale om fasanen, Egon.
Hestene på Happyhorses
Hestene er der pt (juni 2023) 8 af.
Heste på Tudsegård – Happyhorses
- To shetlændere som er mor og datter.
- En Connemare pony.
- En fjordhest.
- To dansk varmblod, den ene efter engelsk fuldblod og den anden med araber i sig.
- En hollandsk varmblod
- En Oldenborg af den gamle type. Det vil sige meget stor, med store hove, ører. Stor.
Efter at have trænet og redet egne og andres heste i 16-17 år ændrede noget sig for 6-7 år siden
Jeg lavede mere og mere terapi, hvor hestene var en vigtig del med deres nærvær, sanselighed og følsomhed.
Det føltes mere og mere forkert at ride dem. At sidde på dem og ikke kunne se deres øjne og bestemme om de skulle gå, løbe, til højre eller venstre.
Så sammen med det faktum, at jeg havde redet og trænet hest stort set hver dag i 18 år og følte, at desto mere jeg forstod om heste, deres psyke og deres fysik, desto mere krævende syntes jeg, det blev at gøre det på en måde, jeg stod inde for.
Så jeg stoppede.
Siden da har hverken jeg eller andre siddet på hestene.
I terapien er de frie til at gå, hvis de ikke vil være med.
Jeg træner så lidt som muligt. Helt undgå det kan jeg selvfølgelig ikke. Jeg giver ros og glæde, når de hjælper til med fx at løfte hove, når de skal ordnes. Men overordnet træner jeg ikke mine heste.
Jeg har lyst til, at de reagerer så meget som sig selv og ikke som en indlært respons.
Så når de vrinsker, når de ser mig, er de måske glade for mig. Måske har de erfaring for, at så kan der komme mad, og det gør dem glade.
Hvem ved hvad heste tænker.
Den generelle opfattelse af heste fortæller os, at det er frygtsomme dyr som let tyr til flugt
Dette er ikke usandt, men det er kun det halve billede. Eller det halve nervesystem vi her får beskrevet.
Det er sandt at heste, hvis de føler sig utrygge i en given situation, ofte vil vælge at flygte. Eller sagt på en anden måde: De prioriterer deres tryghed højt.
Flugten er drevet af det sympatiske nervesystem
Når faren er ovre skal nervesystemet falde til ro.
Her er det den anden halvdel der træder i kraft; det parasympatiske nervesystem. Et velfungerende parasympatisk system beroliger systemet, lader os hvile og komme os. Hvis heste ikke er traumatiseret (af mennesker fx) har de et utroligt velfungerende parasympatisk nervesystem. Når faren er ovre falder de til ro.
Som pattedyr er både vi og hestene udstyret med spejlneuroner, der gør det muligt at mærke indeni hvad der sker i den anden – vi spejler i lille målestok følelsen/tilstanden.
Dette er en del af grundlaget for medfølelse; vi kan mærke i os selv hvordan den anden har det.
Det betyder at vi sammen med hestene mærker deres måde at være i verden på
Nærværende, tilstede i krop og følelser og med en velfungerende evne til at falde til ro. Denne spejling af deres tilstand giver os mulighed for at komme i kontakt med, og drage fordel af lignende tilstande i os selv. Komme til at mærke mere af hele os.
Da det moderne menneskes frustration ofte hænger sammen med en oplevelse af ikke at kunne mærke sig, bliver hesten og dyrene en måde at finde tilbage til hele sig.
Og til at hele sig.
Fasanen Egon
Han går ofte sammen med hønsene, spadserer rundt i haven tæt på hundene som tilsyneladende har puttet ham i hønsekategorien: ”dem vi ikke må jage”. For i modsætning til de fasaner, de møder længere ude i verden, lader begge hunde ham være i fred.
Måske er Egon i virkeligheden slet ikke Egon fra sidste sommer? For ærlig talt synes jeg, det kan være svært at skelne den ene fasankok fra den næste…
Måske er det Benny der sover i fyrretræet tre meter fra vores shelter, hvor vi sover i sommerhalvåret.
Hønsene
Hønsene har et hønsehus, hvor ingen af dem sover eller lægger æg for den sags skyld. Måske har de fattet, at jeg kan være glemsom og glemme at lukke hønsehuset?
Sally og Saga som er nye, har nu valgt at sove på et højt skab på værkstedet.
Den hvide høne, Italia, sover heller ikke i hønsehuset, men i løsdriftstalden højt oppe under taget. Hønsehuset er åbenbart heller ikke fint nok til hende til at lægge æg. I stedet lægger hun dem forskellige steder i stalden. Og jeg leder…
Moufik
Moufik er, mens jeg skriver dette et stort legebarn. Han er engelsk mastiff og nu knapt 14 måneder og vejer ca 65 kg. Det tror jeg ikke han ved…
Han har også fået navnet Ferdinand, fordi noget i hans natur minder mig om tyren Ferdinand. Og så Pedersen fordi vores datter med Downs syndrom også skulle være med i navngivningen. Af hendes forslag Charles (udtalt Sjarles) Pedersen, blev der helt urimeligt kun plads til Pedersen. Så Moufik Ferdinand Pedersen.
Når Moufik er fuldvoksen vil han veje 85-100 kilo.
Svend
Så er der Moufiks støttepædagog, Svend. Eller Kong Svend. Han er en blanding af engelsk og fransk bulldog. Det engelske øre hænger og det franske stritter.
Kong Svend hed King da vi fik ham brugt. Det fungerede ikke for os, og lyden af Svend lå rimelig tæt på King, så sådan blev det.
Han har været den mest tålmodige og legebegejstrede ven en hundehvalp og ung hund kunne ønske sig. Jeg har ofte tænkt, hvor skønt det har været for Moufik, at Svend har været der.
Svend elsker at finde muslinger i fjorden og spise dem. Han dykker hovedet ned og kommer indimellem glad op med en musling, eller jeg tror han er glad. Hvem ved, hvad hunde tænker?
Svend er meget sød til at lege med Moufik, hvilket måske hænger sammen med at han er bulldog og elsker legen slåskamp for sjov. Begge hunde er meget glade for kæl og kontakt, hvilket er en god ting som terapi hund.
Hundene Moufik og Svend
Begge hunde er opdraget, men trænet meget lidt. Under uddannelsen til dyreadfærdsterapeut trænede jeg virkelig meget – måske fordi min hund var en Basset Hound. Så jeg synes egentlig jeg har gjort det nok.
Det vigtigste tror jeg nu er, at hunden føler sig tryg og elsket, at mennesker omkring dem er tydelige, og at de kommer ud at færdes i naturen. Skov, mark og strand.
Begge hunde er meget glade for kæl og kontakt, hvilket er en god ting som terapi hund.