Relationel psykoterapi
I relation genfindes tilliden til livet
Vi dannes i relation, mellem mand og kvinde, sæd og æg, vi er afhængige af og udvikles fysisk, psykisk og følelsesmæssigt i relation. Udviklingen af vores nervesystem, dets struktur, kapacitet og måder at reagere/respondere på verden, er afhængig af kontakt til en anden, afhængig af relation.
Natur stræber efter de bedste livsvilkår, og naturen i os rækker derfor ud mod en anden. Vores impulser, behov og følelser,- det vi har på hjertet, føles så meget som os, at hver gang vi rækker det ud mod en anden, vover vi et stykke af vores inderste. Når vi mødes, modtages, høres, ses og mærkes af den anden, vokser vores tillid til os selv og til livet udenfor og indeni os. Og modsat når vi ikke modtages, ses, høres og mærkes af den anden; mister vi tillid til livet – udenfor og indeni.
Relationel psykoterapi arbejder ud fra denne forståelse
Tabt tillid til livet kan genvindes. I terapi kan du gøre dig nye og positive erfaringer med at række ud med det du har på hjerte. Nye erfaringer om at blive mødt, modtaget, hørt og set af en anden øger din tillid til livet. I dig og udenfor.
Angst, depresssion, lavt selvværd er røgslør over hvem du er
Det er en proces der har en naturlig udvikling. I takt med at tilliden i relationen udvikles skridt for skridt, erfaring for erfaring, bliver det muligt at række ud fra mere sårbare sider af dig selv og genvinde tilliden til disse sårbare sider og alt det liv de indeholder.
Angsten, det lave selvværd, det depressive og vores skånselsløse dommer er røgslør til at dække over det liv som bevæger sig i dig. Liv hvis oprindelige natur er at række ud mod en anden.
Relationel psykoterapi bærer troen og tilliden til at livet i dig vil udtrykke sig i takt med at relationen og tilliden vokser.
Betydningen af kroppens signaler i relationel psykoterapi
Terapien har opmærksomhed på hvad din krop fortæller. Dens reaktioner. Lad os forestille os at du vil tale om et emne du har på hjertet, måske fra din umiddelbare hverdag, måske fra fortiden. Inden du går i gang, mærker du måske hvordan du bliver tør i munden og håndfladerne klamme. Hvis du fortæller om denne sansning og vi undersøger det i samtale, får du og dit nervesystem oplevelsen af at du og denne sansning blev mødt, modtaget, set, hørt. Den del af dig som blev bange for at udtrykke dig, fik plads, blev mødt og kan falde til ro. Og det som du vil fortælle, blev I processen mindre farligt at fortælle. Både den del der vil og den del som ikke vil, skal have plads. Ignorerer vi den del som bliver bange, ødelægger vi tilliden der. Så hjælper det ikke meget at vi giver plads til en gammel historie om ikke at blive mødt, når vi samtidig gentager elendigheden. At åbne for sårbare sider skal doseres.
Erfaring med kærligt nærvær bestemmer din evne til at håndtere livet – Chok og traumer
Vi oplever alle voldsomme ting gennem vores liv. Dine erfaringer med kærligt nærvær er i højeste grad med at bestemme hvordan du håndterer livets voldsomhed – og skønhed (sammen med din genetik og øvrige opvækstbetingelser).
Forskellige mennesker reagerer forskelligt på de samme begivenheder – soldater i krig fx..
For nogle vil voldsomme begivenheder sætte sig som traumer, der efterfølgende stærkt vil præge vores oplevelse af at være i live. Disse traumer kan forløses. Chok behøver ikke blive siddende i kroppen.
Gennem kærligt nærvær og relation genfinder du livet udenfor og indeni
En gammel terapeutisk sandhed siger at vores angst for døden er vores angst for livet. Indeni og udenfor.
Hvis vi oplevede at dét at udtrykke vores inderste, udtrykke vores sansninger og følelser, medførte tabet af kærligt nærvær, medfører denne erfaring at vi forsøger at undgå og udtrykke det vi har på hjerte.
Dette er grundtraumet
I dette tab findes oplevelsen af at miste forbindelse til verden og sig selv. Denne oplevelse kan skildres og er blevet skildret på mange måder. At være i det endeløse univers uden forbindelse og samtidig være skabt til og afhængig af forbindelsen er undergang. Levende.
At genfinde forbindelsen til sig selv er muligheden for at leve mere og mere i overensstemmelse med hvem man er, inderst inde.
Nærvær og kontakt
Jeg er grundliggende af den opfattelse, at det er i oplevelsen af nærvær og kontakt at vi har muligheden for at heles. Dette nærvær og denne kontakt kan opleves psykisk, følelsesmæssigt og kropsligt.
Hvis du har lyst, kan sessionen finde sted udendørs i naturen.
En session varer 90 minutter.